søndag den 22. januar 2017

Er jeg en fiasko nu?

I januar 2016 begyndte jeg på en ny skole i Hvidovre. Det første halve år var virkelig ingen dans på roser, men jeg gjorde alt jeg kunne for at holde ud - for det her, det var jo hvad jeg skulle. Det næste halve år kom jeg ind i en ny klasse, hvilket var SÅ meget bedre, og det var virkelig en masse fantastiske mennesker jeg lærte at kende. Efter juleferien var det selvfølgelig tilbage til skole, og jeg havde mega meget gå-på-mod, for hey, det var jo det her Frederikke skulle - for det her uddannelse er jo det alle andre også gør!

Hver eneste dag det sidste år, har jeg været i skole fordi jeg troede at det var det jeg skulle. Selvfølgelig skal jeg have en uddannelse, det er slet ikke det. Men jeg valgte netop dette, fordi alle var så "ejj, det er jo lige dig", "det er jo lige det du skal", men jeg mærkede aldrig efter hvad jeg egentlig selv ville. Jeg har rigtig høje ambitioner for min fremtid, og derfor er det også utroligt svært at indrømme at man nok valgte forkert - jeg har følt mig som den største fiasko. Hver dag gik jeg i skole, fordi jeg vidste det ville glæde dem omkring mig, men i sidste ende har det gjort mig selv nærmest ulykkelig. Mange har sagt til mig at det jo "bare" lige er to år mere jeg skal overkomme. Men er det virkelig dét værd at slide sig selv op, et sted hvor man ikke føler sig hjemme eller tilpas, og som bare ikke føles som det rigtige, blot fordi jeg er i gang?

Jeg føler ikke at jeg er en uintelligent pige, og når det kommer til skole er jeg det mange vil kalde en 'ægte stræber'. Jeg har altid været rigtig langt fremme lærings-mæssigt, og mit snit ligger på 11,6. Men bare at følge hvad alle andre mente at jeg burde, uden at lytte til mig selv, var en dum beslutning. Det er rigtig svært at skulle anerkende, at man har truffet et forkert valg, og at man derfor vælger den "nemme vej", og dropper ud. Det har været så utroligt svært at skulle sige til min mor og til resten af min familie, at "hey, det her kan jeg sgu ikke alligevel", og selvom de selvfølgelig vil støtte mig i ligegyldigt hvad jeg begiver mig ud i, så ved jeg også at de nok har været en smule skuffede over min beslutning.

Jeg ved det kræver en røv fuld af motivation at komme i gang igen på et tidspunkt, men jeg ved også at det i sidste ende vil være den rigtige beslutning, og at jeg på længere sigt bliver meget gladere for denne beslutning. I sidste ende vil det værste sgu nok være at skulle undvære sin SU, but that's about all. Det er selvfølgelig møg træls at skulle give op - især når alle mine tætte veninder er færdige til sommer, og at jeg til den tid blot skal starte forfra. Men det er der virkelig ikke noget at gøre ved. Jeg ved at hvis jeg ikke er 100% indstillet på noget, så vil min lyst dale fuldstændig - og det er den, og derfor VED jeg at det her er den eneste rigtige vej at gå for mig.

Jeg kan mærke langt nede i maven, at selvom det har været en herre nedern beslutning, så føles det så rigtigt. Jeg ser det ikke som et nederlag, blot som erfaring. Jeg ved hvor hele mit "uddannelses-eventyr" en dag skal ende, men vejen dertil bliver ikke helt som planlagt.

Hvad går I og laver for tiden?

10 kommentarer:

  1. beautiful tatoo x
    i'm following you ♥
    www.blog017.blogspot.com

    SvarSlet
  2. Det er helt okay at erkende, at det bare ikke er for en! Hvorfor bruge livet på noget man ikke vil? Så du er sej for at lytte til dit hjerte, og gøre det der er rigtigt for dig <3

    www.elinetychsen.com

    SvarSlet
  3. Jeg kender godt følelsen - var selv startet på universitetet, for det var jo det "jeg skulle", det som alle folk altid havde forventet af mig. Selvom jeg altid har været glad for det boglige og godt kunne lide skolen, så var det bare ikke mig. Det tog mig noget tid at indse og det gør faktisk lidt ondt stadigvæk at tænke over. Min familie havde meget svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke "bare" kunne gå de to år ud, men jeg tror, det er utrolig svært at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg kender i hvert fald følelsen og uanset hvor træls, det føles lige nu og hvor stor en fiasko, det føles som, så skal det jo nok gå alt sammen og du kommer en erfaring stærkere ud på den anden side, noget som du har lært dig selv bedre at kende ved. :-)
    Kram,

    http://nikkilund.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren søde Nikki - det er rart at man ikke er alene :)

      Slet